Ringo Starr’s 1963 Ludwig Black Oyster trommesæt blev for nylig solgt på auktion. Hammerslaget lød på lige godt 13 mio kroner! Nok har sættet en ganske betydelig musikhistorisk betydning, men ydermere var det et fantastisk sæt. Nogle kendere vil faktisk hårdnakket fastholde, at det er det bedstlydende trommesæt der nogensinde er produceret.
Luften kunne meget vel være tyk af arrogance, når man vælger at hælde mikrofoner på et sådan instrument når det skal forstærkes gennem et PA-system. Arrogancen ligger i, at man, nærmest pr. automatik, vælger at bruge de mikrofoner, som er industristandarder til tromme-opmicning. Mikrofoner som typisk vælges på grund af deres helt egen farvning af lyden.
Måske skulle man overveje om det var tid til at rykke et par skridt tilbage og se lidt på hvad det faktisk er man vil opnå – og hvordan man forsøger at komme til målet – og hvor hensigtsmæssigt det så egentligt er.

Stortrommemikrofonen er som standard oval eller rund – og ganske sikkert temmelig korpulent. Hvorfor? Ja, det er der vist ikke rigtig nogen der ved. Sådan er det bare. Mikrofonen bliver typisk puttet ind i hullet i frontskindet – lidt forskellige steder alt efter hvem der sidder i cockpittet og styrer slagets gang – næste trin er eq. Der skal hives en del mellem 300 og 400Hz, hæves lidt top og måske også lidt omkring 55-80Hz. Men hvad nu hvis hvis man i stedet for valgte den mest hensigtsmæssige mikrofon, placerede den det mest hensigtsmæssige sted og derefter kunne minimere, eller helt eliminere, brugen af equalizer?
Det var rent faktisk hvad der skete på Ideal Bar.

Man må antage, at musikeren bag instrumentet spiller på sættet som han gerne vil have det til at lyde – derfor kunne det være nærliggende, at placere to mikrofoner på ham – én ved hvert øre. Om ikke andet vil vi således kunne høre hvad trommeslageren hører. Det må jo være en teknikers fornemmeste opgave at formidle det som sker på scenen på bedst mulige måde.
Virkelighedens verden er naturligvis en anden. Vi vil gerne have mulighed for at kunne balancere de enkelte elementer i trommesættet og for at kunne gøre det – ja, så må der flere mikrofoner til.

På Ideal Bar i Musikken Hus, VEGA i København står der et Ludwig 1962 Super Classic i Blue Sky finish på scenen. Lasse Jørgensen sidder bag tønderne mens Bo Brinck fra DPA Microphones ihærdigt forsøger at anskueliggøre konceptet for de tilmeldte til seminaret.

IMG_0500Lasse Jørgensen in action.

DPA Microphones’ approach til design og konstruktion er, at mikrofonen skal være lige så lydmæssigt usynlig som stativet og kablet er det. En mikrofon der gengiver et akkurat billede af virkeligheden er det ultimative mål. Præcist både frekvensmæssigt og i dynamisk henseende – og med minimal forvrængning.
En supercardioid DPA d:vote 4099 blev sat på stortrommen – og efter lidt eksperimentering med placeringen, så lød stortrommen rent faktisk som man gerne vil have en stortromme til at lyde – vel at mærke UDEN equalizering. Det samme skete med lilletrommen og tammerne. Herefter to styk velplacerede 2011C som overheads – og en d:facto på hi-hatten – og så var der faktisk parat til at blive trykket på den røde REC knap.

Overraskelsen over resultatet var stor hos mange af deltagerne! Nogle var faktisk helt benovede over at så lidt kunne gøre så meget, at de selv betegnede det som en ”eyeopener”.

Efterfølgende blev der eksperimenteret lidt mere med mikrofon-karakteristik og rejection-vinkler, men denne gang på akustisk guitar og vokal. Igen var overraskelsen stor over hvor stor separation man kunne opnå ved bare en forholdsvis lille indsats med placering og vinkling af mikrofonerne.

Alfa Audio vil gerne takke alle de fremmødte nysgerrige ører for en god og hyggelig dag i mikrofonernes navn. Ligeledes tak til Bo Brink og DPA Microphones for en lærerig og underholdende dag. Dem kommer vi til at have flere af. Skulle fremtidige seminarer have interesse, så er man naturligvis velkommen til at tilmelde sig vores nyhedsbrev herunder.

IMG_0473 (1)
Nysgerrige ører.

Interesseret i mere inspiration som i denne artikel?