Det er ikke hver dag, at man oplever regulære paradigmeskifter inden for live lydproduktion, men tyske d&b audiotechnik har virkelig kørt sig i Den Gule Førertrøje på det seneste.

Både deres innovative Soundscape teknologi og den spritnye SL serie byder nemlig på teknologier, som kommer til at ændre den måde, som vi tænker og oplever lyd på. Denne artikel vil dog udelukkende fokusere på SL løsninger. Vi har nemlig lige fået de første erfaringer med den nye SL serie ind fra landevejen. Og de er gode, tør vi godt afsløre allerede nu!

Det første produkt i denne nye SL serie hedder GSL, og her er tale om et system, som giver hidtil usete muligheder for at kontrollere lyden både på scenen og ude blandt publikum. GSL er d&b’s hidtil kraftigste højttalersystem, men relativt set er det faktisk også kompakt, da topkasserne fylder cirka en tredjedel mindre end andre d&b topkasser, når man tager den ydelse, som de leverer, med ind i beregningen. Og så vejer de kun 80 kg, hvilket også giver en klar fordel af mere praktisk karakter i forbindelse med opsætning og nedpakning samt scenestyrker, der har betydning for hvor mange topkasser, man kan hænge op i de enkelte PA vinger, og selvfølgelig den daglige håndtering generelt.

Alt dette er dog kun en lille del af historien, og vi vil komme nærmere ind på de teknologiske løsninger, som sætter GSL i en klasse for sig, men lad os først høre lidt om erfaringerne med GSL i aktion.

(Vi Elsker 90’erne i Rødovre. Foto: Wouter Joost Van Der Zande)

Allround Lyd og Lys Godt fra Start

Allround Lyd og Lys i Struer, som har hele sommerkalenderen fyldt med events, har allerede i skrivende stund haft et GSL system med på fire af årets første store udendørs koncertarrangementer. d&b er ikke ligefrem nyt territorium for Allround, da de har brugt det i omkring 12 år, så selvom GSL er et nyt koncept, fik anlægget, som består af både GSL8 topkasser, SL subs, rigging hardware og 24 d&b D80 forstærkere, en flyvende start.

”Vi har haft det nye GSL anlæg med ude fire gange i de fire uger vi har haft det indtil videre,” fortæller Daniel Sand, projektleder hos Allround i Struer. ”Premieren var i Holstebro til en Rasmus Seebach koncert, og derefter havde vi det med på tur til ’Vi Elsker 90’erne’ i Rødovre og Næstved samt Skive Festival, hvor blandt andet Dizzy Mizz Lizzy, Carpark North, Mads Langer og en masse andre spillede igennem det. I alt vil jeg tro, at en 50-60.000 mennesker allerede nu har oplevet GSL systemet. Og i de næste mange weekender står den blandt andet på Thy Rock, Thomas Helmig, Rock i Ringkøbing, osv.”

Spred det gode ord

En af de store fordele ved GSL systemet er dets uforlignelige evne til at sprede en meget ensartet lyd – også til siderne – så en meget større del af publikum får en optimal livelyd-oplevelse. Helt ude i siderne vil lydtrykket falde, men det væsentlige her er, at det falder meget mere ensartet end hidtil.

”Horisontalt står det helt skarpt,” siger Daniel Sand. ”Det var især meget hørbart i de nedre frekvenser fra omkring 100-200Hz og op til 500Hz, hvor vi tidligere har oplevet, at der ikke var den store forskel mellem en 80 og en 120 graders højttaler, men det er der nu med GSL. Du får simpelthen god dækning helt ud til 80 eller 120 grader, og så cutter det meget ensartet derfra – hele vejen ned.”

Fuld kontrol over scenelyden

Apropos frekvensområdet fra et par hunderede Hz og op til ca. 500Hz, så har netop den manglende kontrol med dette område også skabt andre problemer i og med, at meget af lyden fra fronten også kunne høres ret tydeligt på scenen.

Dette kunne udover at være til gene for musikerne også skabe et behov for relativt kraftig lyd i de monitors, som ligger på scenegulvet. Ofte vil denne monitorlyd snige sig med ind i mixet via de mange mikrofoner på scenen, hvilket kunne smitte direkte af på kvaliteten af den endelige lyd, som det var muligt at producere.

GSL løsningen er, at udover de primære højttalere i topkasserne, så sidder der en 10” højttaler på hver side, som skaber en kardoideffekt via DSP processering. Der er simpelthen tale om udfasning, som får lydtrykket bagved højttalerne til at falde med 15-20 dB. Men hvor godt virker det så i den virkelige verden?

”Kort sagt: Det virker! Faktisk så godt, at vi på et tidspunkt havde en monitormand, som måtte gå ud på en load-in dock for lige at tjekke om fronten overhovedet spillede med,” fortæller Daniel Sand.

Faktisk har d&b formået at slå to fluer med et smæk, da de har optimeret dette koncept, så det udfaser det problematiske dybe mellemtoneområde bagud, men adderer konstruktivt fremadrettet, hvilket også er en del af forklaringen på, hvordan det er lykkedes at få en – rent fysisk – relativt lille topkasse til at levere så imponerende et lydtryk.

Kompakt design og forbedret diskant

Som sagt har udviklingsteamet bag GSL formået at pakke deres hidtil kraftigste højttalerløsning ind i en kasse, der er op mod en tredjedel mindre end man kunne forvente med så kraftlig en ydelse. En del af forklaringen ligger i, at der er tre 3,4″ drivere, som det normalt ikke ville være muligt at få placeret ovenover hinanden i et kompakte kabinet. Men d&b’s ingeniører begik en lille genistreg og vendte driverdesignet om, hvorved de også undgår den flange, der normalt omgiver en diskant driver.

Ydermere betyder dette design også, at forvrængningen over 10kHz er kraftigt reduceret, og at lyden dermed bliver  både velopløst og mere behagelig at lytte til.

I alt består en GSL topkasse af 2 x 14,4″ low-mid driver, 1x 10″ mid-range driver og 3 x 3,4″ HF driver. Dertil kommer de 2 x 10” driver på siderne, der som sagt tjener et dobbelt formål: udfasning af lav mellemtone bagud og ekstra power fremad, da de arbejder sammen med 14″ enhederne, hvilket gør, at det samlede membranareal og dermed output power svarer til 2 x 17″ enheder.

Mere end en lydforbedring

(d&b’s Jonas ‘Jones’ Wagner instruerer Allrounds teknikere Frederik Gam og Daniel Sand i brug af det nye system.)

Lyden er selvfølgelig alfa-omega. Og super kontrol over denne både på og foran scenen er naturligvis de umiddelbare fordele ved d&b’s nye GSL system. Men der er faktisk også en anden meget stor fordel af en mere praktisk karakter, som ikke har noget med lyden at gøre. Men for holdet bag produktionen har det en kæmpe betydning i forbindelse med opsætning og nedpakning.

Tidligere har det været nødvendigt at sætte vinklingen efterhånden som arrayet bliver samlet. Men med det nye SL monteringskoncept er det muligt at rigge hele arrayet lodret og først efterfølgende sætte vinklingen. Det er også et koncept, som Allround fik testet på landevejen.

”Det geniale er, at d&b har lavet både ’compression’ og ’tension’ rigging på GSL systemet. Tension mode kender vi fra d&b J, V og Y systemerne, hvor man vinkler sine kasser i takt med, at man hænger dem op. Det kan være fint nok til mindre arrays, men hvis du kommer op på rigtig mange højttalere i det enkelte array, så begynder du vinklingen allerede fra toppen, og det påvirker jo hele vejen ned, så når du er kommet til de nederste kasser, hvor der er meget vinkling på, så bliver det utrolig tungt at rigge på denne måde,” fortæller Daniel Sand og fortsætter.Compression rigging derimod er meget, meget nemt. Du rigger det op lodret og vinkler det efterfølgende med en compressionkæde.Jævnfør d&b’s anbefalede procedurer sparer GSL både meget plads og tid i forhold til andre systemer.”

Summen af de enkelte små genistreger, som gennemsyrer denne serie er ganske enkelt, at alle involverede omkring liveproduktioner, der benytter GSL, får en klart forbedret oplevelse. Ikke kun publikum, men i ligeså høj grad kunstnere og lydfolk. Og ja, det er jo hele tre ting på én gang, men det skal der bare være plads til, når vi taler om koncepter, som potentielt set foranlediger et paradigmeskifte!