I 1970’erne er rock’n’roll i fuldt sving. Der er her at de første passive DI’s bliver introduceret, efter ønsket om at udvikle en boks til at adskille scenen, musikeren og hans forstærker. Dengang var problemet med de passive DI’s at instrumenternes low output pickupper ikke kunne trække transformeren i det passive kredsløb, uden at forvrænge den tonale opfattelse i pickuppen.
I 1980’erne startede Countryman revolutionen af den aktive DI boks. Teknikere og musikere var naturligvis begejstrede for det aktive design, der havde fordelen ved en indbygget buffer, som forstærkede signalet op, uden at tilføre en belastning på instrumentets pickup. Måske derfor er det aktive design blevet opfattet som det bedste valg. Siden har den aktive DI været standard. Ingen har siden stillet spørgsmåltegn ved hvorfor den aktive DI har bevaret sin position som et ”standard-valg”. Imens har musikindustrien udviklet sig markant.
I 1996 introducerede Radial en gentænkning af det passive design, men med en højkvalitets transformer udviklet af Jensen Transformers. Navnet var JDI. Det passive design kunne håndtere massive outputs som f.eks. digitale pianos og synthesizere uden forvrængning. (De fleste aktive DI’s kan kun håndtere disse outputs uden at forvrænge, ved at dæmpe DI-indgangen markant, hvorefter der typisk vil være brug for yderligere dæmpning fra pad-funktionen. Altså en meget uhensigtsmæssig gainstruktur!) I dag er flere og flere musikinstrumenter designet med aktive/forstærkede outputs og netop dette stiller nye krav til industristandarden. En vellydende passiv DI med Jensen Transformer er et solidt og stadigt økonomisk valg.
Der vil naturligvis stadigvæk være et behov for aktive DI’s i en mindre udstrækning. Til de få instrumenter/lydkilder med ekstremt lavt output, er det aktive design et oplagt valg.
Jeg håber at have vakt din interesse. Det kan være sundt at tænke sig om og opleve hvordan tiderne skifter.