DPA 4466 og 4488 er kommet til verden. Men hvor nye er de egentligt?

Faktisk stammer mikrofonkapslerne på de to nye (4466 & 4488) fra de hæderskronede klassikere 4066 og 4088 – naturligvis med den nye CORE preamp-teknologi. Kapslerne er påmonteret booms, der kan udskiftes seperat – og endnu vigtigere; kablerne kan udskiftes, uden at mikrofonbommen skal udskiftes. Det gør en væsentlig forskel, når headset’ne skal serviceres. Mikrofonkapslen er langt den dyreste del af headsettet, og knækker kablet oppe ved boomen på et 4066 (eller 4088), så koster reparationen 75% af det, et nyt sæt koster. Da 4066 er det foretrukne våben i mange teatre, så bliver de 4066’ere udsat for mange kostumeskift hver aften. De lever kort sagt et hårdt liv, og den nye modularitet på 4466-headsettet er derfor en kærkommen feature for serviceafdelingen.
Hvor mikrofonkapslen stammer fra 4066/4088, så stammer hovedbøjlen fra 6066 subminiature headsettet. Nemt at fixere på øret, justeringsmuligheder for vinkling af mikrofonboom’en, samt længden af samme – og aflastning der fører kablet ned i midten af nakken, uanset om man vælger at højre- eller venstremontere boomen.
De nye 44-serie headsets er dermed det perfekte møde mellem gennemtestede klassikere og innovativ funktionalitet og design. Og lyden er i verdensklasse – som altid.