Primacoustic-løsning til Genelec
Når dine produkter er højttalere og du gerne vil præsentere dem bedst muligt, så skal rummet, de er installeret i, leve op til den samme høje standard. Det er her paneler fra Primacoustic kommer ind i billedet.
Genelec’s danske afdeling i Skanderborg er relativt nyetableret, og de fysiske rammer var derfor ret ’rå’ fra starten. Og eftersom det primært handler om vellyd, så var der i særlig grad fokus på at få indrettet lytte- og demorummet rent akustisk, og udgangspunktet var fra start et miljø med hårde betonoverflader og parallelle vægge, hvilket naturligvis ikke er optimalt.
Det første skridt var at få hævet og vinklet loftet, så det ikke var helt fladt. Selve loftsmaterialet er trolltex (træbeton), som ikke i sig selv er kritisk i forhold til den akustiske indretning, men gulvet er af beton og på den ene langside er der et glasparti. Dog er der nu lagt gulvtæppe på og hængt gardiner op foran glasvæggen.
Der herskede dog ingen tvivl om, at der skulle mere til for at få selve rummet op på et niveau, hvor Genelec’s egne højttalere kunne yde maksimalt i et Dolby Atmos 7.1.4 ’immersive’ højttalersetup.
Vi mødtes med Genelec’s Morten Uldbæk for at få en snak om denne proces, og om hvordan de havde brugt Primacoustic panelerne.
”Formålet med lytterummet var først og fremmest at ’tæmme’ rummet, men omvendt skulle det heller ikke måles helt ud i detaljer og designes af en akustiker fra bunden. Vi ville gerne have, at der stadig var ’plads’ til at vi også kan demonstrere vores GLM softwarekalibrering, og samtidig var der også et budget at tage hensyn til. Faktisk var Primacoustic en helt perfekt løsning for os, da det er en billig løsning, og en som vi selv meget let kunne installere, ” fortæller Morten Ulbæk.
London 12 x 3
Valget faldt på 3 stk. Primacoustics London 12 kits, som hver indeholder 2 Broadband Panels, 8 Control Panels og 12 Scatter Blocks.
”Rent praktisk placerede jeg nogle borde inde i lytterummet og stillede panelerne på dem, hvorefter jeg i ro og mag kunne flytte rundt på bordene og teste, hvordan de påvirkede lytteområdet, før de blev monteret på væggene. Det var vigtigt at få hjørnerne lige bagved højttalerne dæmpet ret kraftigt, og der løste Broadband og Control panelerne opgaven perfekt. For netop at bevare en smule naturlig klang i rummet, valgte vi helt bevidst at bruge de mindre Scatter Blocks på den sidevæg, som ikke er af glas.”
Nem montering
Også selve monteringen af panelerne forløb problemfrit, da først de optimale placeringer var fastlagt.
”Det er supernemt. Når først de er sat op presses selve panelerne simpelthen ned over de små spikes, og skulle der være behov for efterfølgende at justere dem en smule, flytter du bare panelerne uden at gøre noget ved monteringspladen nedenunder,” forklarer Morten Ulbæk.
Den akustiske mission var en udelt succes, og til at toppe rummet helt af er der installeret hele 6 originale biografsæder med numre og det hele, så enhver, der skal have den store ’immersive audio experience’, får det i et blødt sæde, der kan lænes tilbage – ganske som i biffen. Og som det hører sig til i enhver biograf, er Genelec også leveringsdygtige i kolde sodavand og dertilhørende popcorn!
Optimering af konferencerum
Efter at lytte-og demorummet var på plads, var der stadig en håndfuld paneler og Scatter Blocks tilovers, som viste sig at være meget brugbare i andre rum i Genelecs nye danske domicil. Genelec er en finsk virksomhed, der opererer globalt, så videokonferencer er en naturlig og stor del af hverdagen på den danske kontor.
Derfor er der indrettet et dedikeret videokonferencerum med to store fladskærme, kamera og bordmikrofon, så det er hurtigt og nemt at komme i kontakt med hovedkontoret i Finland eller andre lokale divisioner. Desværre viste det rum sig at være ualmindeligt ’levende’.
”Vi havde en håndfuld Control Panels tilovers fra de tre Primacousic London 12 kits, så dem forsøgte vi at montere i konferencerummet, og det gjorde en kæmpe forskel,” siger Morten Uldbæk og fortsætter:
”Ud over at lyden er blevet meget mere behagelig i vores ende, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi også er blevet nemmere at forstå for modtagerne i den anden ende. Potentielt set undgår vi dyre misforståelser og sparer under alle omstændigheder tid på ikke at skulle gentage eller bede dem, vi holder møde med, om at gentage hver anden sætning.”
Vi siger tak til Genelec for at vi måtte komme forbi, og det var i den grad en fornøjelse at se, hvordan en lille investering i Primacoustic-paneler kunne gøre så stor en forskel både i forhold til lydkvalitet i det dedikerede lytterum og på et helt lavpraktisk niveau i en travl hverdag på kontoret.