DPA d:facto™ and 2028 handheld vocal microphones

d:facto™ mikrofonen så dagens lys fordi Sting ytrede ønske om at kunne tage sin foretrukne studievokalmikrofon DPA d:dicate 4011A med ud til liveperformances.
Det stillede umiddelbart R&D holdet på DPA for nogle udfordringer;

  1. En kondensatormikrofon der er linær i 30cm’s afstand til livevokal – det kan KUN give uanede mængder bleed fra alt andet på scenen!
  2. Handlingnoise fra en mikrofon som var beregnet til at sætte på et stationært stativ!
  3. Feedback issues fra højtspillende scenemonitors!

Første problem blev elimineret ved at tune kapslen, således at den er lineær i blot 12 cm’s afstand. Håndteringsstøjen blev minimeret ved at integrere et gummi shockmount lige under kapslen – ydermere er der i håndtaget indbygget et 80Hz high-pass filter til at filtrere uønsket lavfrekvent materiale væk.
Feedback-udfordringen blev tacklet med en mikrofonkapsel, der har hvad der minder mest om en supercardioid karakteristik. I kombination med den eminente off-axis respons fra 4018V-kapslen var målet nået! d:facto™ var født.

Sidenhen er der tilkommet en 4018VL (L for lineær), samt en 2006 omni interview-kapsel til familien – men faktisk kan alle d:dicate kapslerne påmonteres d:facto™ håndtaget – og vice versa!

Som kronen på værket er der også lanceret et udvalg af adaptere til wireless systemer, således at d:facto™ kapslerne kan påmonteres trådløse håndtag fra Sony, Shure, Sennheiser, Lectrosonics, Line6 og Wisycom.

I sommeren 2019 så 2028’eren så dagens lys. På mange måder bygget over d:facto’en – og så alligevel er der mange punkter hvor de to differentierer sig fra hinanden.

2028 kapslen er designet og bygget på DPA’s fabrik i Asnæs – lige som d:facto’ens 4018V kapsel. Komponenter og print er ligeledes bygget samme sted som printet til d:factoen. Produktionen af de ydre fysiske dele – herunder grill og håndtag, er dog udliciteret, men naturligvis under skarp kvalitetskontrol fra DPA.

En af de primære forskelle på d:facto og 2028 er, at 2028 ikke er modulær. Man kan få 2028 med adaptere til både Sennheiser- og Shure-standard trådløse systemer, men det kræver en helt ny mikrofon. Man kan altså ikke skifte kapslen fra en håndholdt 2028’er over på en wireless adapter, lige som man kan med d:facto’ens 4018V-kapsel.

På performance-siden, giver d:facto og 2028 samme supercardioide karakteristik og samme gain before feedback. Dog er der 3dB lavere egenstøj på d:facto sammenlignet med 2028. Håndteringsstøjen er ligeledes lavere på d:facto, grundet et mere avanceret shockmount, og d:facto’en er mindre pop-følsom, da der er længere fra kapslen til grillen. Slutteligt er finishen på d:facto mere robust end den på 2028’eren. Alt sammen hjørner, der er skåret for at holde snor i prisen, som da også er 40% lavere på 2028’eren.